Ind imellem får man nogen spooky oplevelser med motion - i onsdags trænede jeg en flok målmænd i den lokale fodboldklub. På en eller anden måde må jeg have knækket en negl på den ene tå. Torsdag aften opdager jeg den blå negl, og beslutter mig for at prikke hul på den. Ingen større dramatik eller smerte.

Men da jeg står op fredag morgen er neglen rigtig øm, og jeg kan straks mærke at dagens træningspas er i fare. Trods store smerter med bare at tage løbeskoen på, beslutter jeg mig for at jeg højest kan få mere ondt, hvis jeg gennemfører træningspasset på 2 x 5 km og styrketræning.

Den første km er meget smertefuld - det er næsten så der presser sig en tåre på - men jeg fortsætter, og efterhånden bedøves tåen mere og mere, og efterfølgende løber jeg uden smerte. Træningspasset gennemføres uden problemer.

Efterfølgende forventer jeg så at tåen skal vågne op igen og tage revanche - men intet sker..   ?? Nu er der gået 36 timer og ingen reaktion.. !! Spooky

HCA Marathon 2009

For 8. gang stillede jeg i søndags op til HCA Marathon - denne gang med en ambition om at gennemføre på nemmeste måde. D. 21. november skal jeg løbe 6 timers løb i Grenå, så jeg vil gerne fortsætte træningsprogrammet hurtigst muligt efter at have passeret målstregen. Så ambitionen var at løbe efter en tid mellem 3:30 og 3:45 - ca 15-30 min langsommere end Copenhagen Marathon i år. Det skulle gerne give lidt mindre ømme ben.

I år var det 10 år siden Torben Simonsen tog initiativ til at starte HCA Marathon (Tillykke Torben!! - arrangementet er kun blevet bedre og bedre med alderen), og man må sige at vejret i den grad var i fødselsdagsstemning - udsigten til 23 grader og høj sol er ikke ligefrem øverst på marathon-løberens ønskeseddel. Men med et par erfaringer fra varmere oplevelser i bagagen, så følte jeg mig sikker på, at jeg nok skulle komme igennem.

Løbet består af to omgange á ca 21 km (se nærmere beskrivelse i Tor Rønnow's glimrende foto dokumentar her). Strategien var at løbe på 5:00 min per km i første halvdel af løbet, og så sænke tempoet til omkring 5:20 min per km på anden halvdel.

Første omgang gik ganske udemærket - løb hele tiden med overskud, og selvom jeg konstant mentalt bremsede mig selv, så løb jeg alle km 5-15 sekunder hurtigere end strategien. Umiddelbart var det ikke bekymrende, da overskuddet føltes stort.

På anden omgang begyndte varmen at have indflydelse på det konstante tempo - og efter 25 km kunne jeg mærke at det blev hårdere at holde tempoet. Jeg besluttede mig for at sænke tempo til 5:00 min per km. Efter 35 km begyndte det igen at blive rigtigt hårdt og jeg sænkede tempoet yderligere, og de sidste kilometer var tempoet ikke ret højt, selvom jeg fortsatte med at løbe. Det beviser bare endnu engang at man skal disponere mental og fysisk energi til efter de 30 km. De første 30 km er bare opvarmning.

Til Copenhagen Marathon i maj var det en fantastisk fornemmelse at løbe over målstregen efter 42 km og have nået det tidsmål man havde sat sig. I Odense var fornemmelsen mere "færdig arbejde" - og selvom man vel knap kan kalde det rutine arbejde, så føltes det mere som et træningspas mod målet i Grenå.

Set i bakspejlet - så har varmen uden tvivl haft større indflydelse på resultatet end jeg umiddelbart var bevist om lige efter måltregen.

Key learning: man kan ikke slippe udmærket igennem 42 km uden en vis form for udmattelse, specielt ikke når temp kryber over 20 grader - men træningen er genoptaget igen, og nu er blikket rettet mod Grenå.