Grenå 6 timer

(English version)
Lad mig først lige slå én ting fast – bagefter er det en fantastisk følelse: at have planlagt, trænet og herefter gennemført 67 km og en sjat på 6 timer – næsten på højde med at få børn og blive gift. Følelsen af sejr gennemsyrer hver eneste fiber i kroppen og man har mest lyst til at fortælle hele verden om oplevelsen. I lørdags var det dog ikke kun mig, der havde det fantastisk. 110 andre stillede til start, og det var fantastisk at være en del af løbet – og selvom løb er en meget individuel sport, så er sammenholdet og samhørigheden stor blandt løbere, hjælpere og tilskuere. Så derfor først og fremmest en stor tak til alle hjælpere, tilskuere, og medløbere – det var en uforglemmelig oplevelse.

I lørdags stillede jeg til start i mit første ultraløb - 6 timer. Målet var 65 km (22 omgange) og strategien var klar, samme tempo som til HCA Marathon på de første 42 km og så skulle der være næsten 6 min per km i resten af løbet.

Vejret var perfekt til løb – 10 grader, næsten vindstille og delvist overskyet. Ruten var en 3075m rundstrækning, og hvor man passerede igennem mål-teltet efter hver omgang til registrering, opmuntring og forsyninger. Ruten var flad (største stigning var 1½ meter – hurtigt døbt: Mount Ventoux) og på asfalt, sti og skovbund.

Starten gik kl 9:30 – og ifølge planen skulle det gå med tempo 4:50 til og med omgang 7 (indtil 21,5 km), dvs jeg skulle passere mål-teltet efter 1t44m. Ingen problemer her, og heldigvis fik jeg taget den planlagt føde og væske til mig, hvilket jeg tror i sidste ende reddede mit løb. Jeg ville også have været bekymret hvis jeg allerede her havde fået problemet.

De næste 8 omgange skulle gennemføres i tempo 5:08, så jeg skulle passere mål-teltet efter omgang 15 i tiden 3t50m – det gik også ganske udmærket. Jeg havde i princippet ikke nogen fysiske kriser, så jeg kom ind ca 2-3 min før planlagt. Men da jeg havde passeret maraton begyndte jeg at få problemer med maven. Gel-portionerne og vandet begyndte at ”gære” godt i maven og jeg tog et par omgange uden at tage noget til mig. Det kunne selvfølgelig ikke holde i længden, og så gjorde jeg noget som jeg normalt altid plejer at fraråde alle andre fra: at eksperimentere. Jeg har aldrig drukket cola på nogen træningsture, men lidt i panik over at jeg ikke kunne fortsætte med gel og vand, begyndte jeg at drikke cola og spise bananer.

De sidste ”planlagte” 7 omgange skulle så være nemmere – jeg havde give mig selv ca. 6 min per km. Da jeg passerede 15 omgange begyndte jeg at skulle kæmpe for at holde mig i gang (det var vel også forventet på dette tidspunkt). Men samtidig med at maven gav problemer, måtte jeg finde på et eller andet, der kunne holde mig i gang. Så jeg begyndte at gå 1-3 min lige efter mål-teltet for at synke cola og banen ordentligt, og så løb jeg i relativt højt tempo herfra rundt til mål-teltet igen. Det fungerede perfekt, runde efter runde blev ædt på denne måde.

40 min fra afslutningen begyndte officials at uddele en stafetpind, vi skulle lægge på det sted vi stod, når slutsignalet lød. Da jeg passerede mål næstsidste gang fik jeg tilbudt en pind, men valgte at sige ’nej tak’ for at presse migselv til at tage yderligere en omgang. Det gav mig et ordentlig boost af adrenalin at vide at jeg, trods begyndende kramper i benene, skulle løbe én omgang mere for at få de kilometer med i regnskabet. Og da jeg passerede mål-teltet d. 21. gang var jeg temmelig høj. Der manglede kun 11 min, så jeg vidste at jeg ikke kunne nå en hel omgang. Men jeg droppede colaen og ”spurtede” ud på sidste omgang. På grænsen af total krampe fik jeg kæmpet mig til yderligere 2.5 km, og jeg lå faktisk til sidst og løb om kap med én af de bedre løbere i feltet. Fantastisk fornemmelse at man spurter efter næsten 6 timers løb!

Da signalet for løbets afslutning lød, var det en fantastisk varm fornemmelse. Og jeg måtte igen kæmpe med ”Runner’s high”. Tanken om familien, at det var overstået, trætheden og adrenalinen var næsten for meget, og lige pludselig er man ved at stå at tude ude i en skov på Djursland.

Men det var fantastisk at gå tilbage sammen med de andre løbere – sige tillykke til de andre – og i det hele taget komme ”hjem” til mål-teltet. Og da Peer havde været rundt med måleapparatet, viste trip-tælleren: 67,165 km og en placering som nr. 15. Wow – en smule mere end forventet, og benene var egentligt ikke så meget mere ømme end ved en maraton..

Nu må jeg lige restituere et par dage, og så begynder et nyt ”projekt” nok at spøge i horisonten.